Kopi eller unikum?

“Jeg vil ikke lyde som andre.”

Replikken faldt med en fast stemmeføring og et blik, der ikke var til at tage fejl af.

Jeg stod og skulle begynde undervisningen af en højt placeret offentlig person og vedkommende proklamerede højt og tydeligt: ”Man kan jo høre på andre, at de er trænede i at nu skal de gøre dette greb og nu et andet. Det vil jeg i hvert fald ikke!!!!!!!”

Godt!

Jeg havde i min planlægning virkelig lagt vægt på at have en ny og anderledes tilgang, så vi undgik at gøre det som ”alle de andre” gør. For hvis man ikke vil lyde som de andre, skal der jo andre midler til.

Vi gik i gang med at arbejde, men jeg nåede ikke særlig langt.

”Hvorfor skal jeg det? Hvad skal det gøre godt for? Det kan jeg da ikke gøre.”

Rigtig mange nej’er og absolut ingen lyst til at prøve noget af, for at se om det overhovedet virkede.

Det lykkedes ikke at komme igennem nej og afvisning, så jeg måtte gå med uforrettet sag. Indrømmet, ikke et af mine bedste øjeblikke.

Men hold da op hvor var det godt at jeg oplevede det. For jeg gik derfra med rigtig mange spørgsmål i mit hoved. Hvad var det i min måde at kommunikere på som var årsagen til at det gik skævt?

Måske fangede jeg bare vedkommende på en dårlig dag? Måske havde jeg selv en dårlig dag?

Nej det går ikke at bruge det som undskyldning. Hver dag er en dag, hvor jeg skal søge at yde mit bedste og møde mine kunder der, hvor de er. Lige meget hvordan deres dag er. Jeg skal skabe mening for dem. Det formåede jeg ikke den dag.

Den oplevelse vendte virkelig op og ned på det hele, hvor pinefuldt det end var.

Jeg har nu set på min måde at forklare effekten af mundtlig kommunikation og hvordan man kan træne det.

Og nu kan jeg forhåbentlig med overbevisning sige, at hvis du ikke vil lyde som de andre, så skal vi træne på en anden måde end alle de andre. Væk fra alle reglerne om, at sådan bør og skal du gøre det. Over til hvordan du skaber en ny standard, så vi ikke bare kopierer det de andre gør. Vi skal sætte standarden som de andre så kan kopiere, hvis de er dygtige nok.

Mit mål er netop at det er dig, der skal sætte standarden for, hvordan man præsenterer mundtligt, og at du ikke bliver en dårlig kopi. Det unikke kan man ikke diktere, det må opstå. For hvordan kan jeg vide, hvordan din unikke stemme lyder, hvis jeg træner dig efter et ideal, som jeg har besluttet mig for skal passe på dig og alle andre også?

Og derfor må vi gribe til en helt anden måde at træne. Og ikke forsøge at fikse alle symptomerne, men understøtte at du netop ér nærværende og klar.

Det skal være en måde, der underbygger de flygtige størrelser som autenticitet og nærvær. Vi skal glemme reglerne og gøre det der virker. Det gør vi ved at arbejde med et fysisk og mentalt nærvær, som understøtter dit nærvær i situationen og i relationen med andre mennesker. Og her kan det unikke nyskabende opstå.

Abstrakt? Måske ja. Det kræver at du går med på legen og mærker, hvad der opstår, i stedet for kun at tænke og gøre som man plejer. Vi må prøve os frem til, hvordan vi kan skabe unikke øjeblikke. Dem kan du ikke diktere, de skal inviteres frem.

Dertil har jeg udviklet mine undervisningsmidler.

Hvis du har lyst til at komme på et af mine kurser er der link her

Hvis du bor i Nordjylland så holder jeg kursus i Aalborg er der link her

 

Hvad har en tennisbold med mundtlig kommunikation at gøre?

Her er et billede af et af mine meget vigtige redskaber: en tennisbold. Min tennisbold er et kært og fast indlæg i min undervisning, fordi den meget hurtigt kan illustrere, at der er ikke nogen rigtig måde at gøre ting på. Kun en hensigtsmæssig måde. Målet er at gribe tennisbolden, hvordan du gør det er ikke så vigtig og mens du er i gang med at gribe bolden, tænker du ikke over, hvordan du gør det. Du koncentrerer dig bare om hensigten, nemlig at gribe bolden. Oversat til mundtlig kommunikation, så er målet at du griber dine ord og dit publikum. Hvordan du gør er underordnet. Ræk armene ud og hold fokus på dem, du skal gribe. Så når du næste gang ser en taler som du syntes er god, se ikke på hvad vedkommende gør, men hvad vedkommende har som hensigt og om vedkommende griber dig. Og hvis du skal formidle et budskab så tænk på at gribe hensigten med budskabet, så kommer du til at tale hensigtsmæssigt.

Fornuft og følelse – pas på med den patos!

Folketingsvalget nærmer sig, og valgkampen er godt i gang. Som altid oversvømmes danskerne af politiske budskaber i medierne. Men budskaberne har ændret form: Der bliver i stigende grad appelleret til vores følelser i stedet for fornuft. Fordi det virker at vise hjerteblod og personligt engagement. Men det kan nemt koste troværdighed, hvis følelserne ikke er troværdige og i balance med budskaberne.

Folkeforfører eller manipulator

Et af de bedste eksempler på en politiker, der med stor succes appellerede til folkets følelser, er den tidligere britiske premierminister Tony Blair. Han var en sand mester i at gribe øjeblikket og fange folkestemningen. Næsten alle briter husker fortsat, hvordan han med stor indlevelse bevægede nationen efter prinsesse Dianas tragiske død. Senere har han selv erkendt, at han var en slags manipulator. Og den følelsesladede argumentation blev på sin vis også hans skæbne. Langsomt mistede den patosfyldte form sin gennemslagskraft. For med gentagelsen ender modtagerne til sidst med ikke helt at tro på følelsernes ægthed. Konsekvensen vil ofte være faldende troværdighed og popularitet. I stedet for at fremstå som den autentiske, menneskelige leder med stor autoritet blev Blair pludselig reduceret til en falsk parodi på sig selv.

Følelse som strategi

Eksemplet illustrerer, at når budskaber formidles med følelse og patos, er der stor risiko for, at troværdigheden, sagligheden og indholdet kommer under pres. I den kommende valgkamp vil det med stor sandsynlighed kunne blive et problem for mange politikere herhjemme. Er den radikale leder Morten Østergaard eksempelvis i stand til på troværdig vis at kommunikere de følelser, som partiet nu angiveligt satser på? Kan den konservative leder Søren Pape med indlevende patos forsvare sit partis generationskontrakt, når han for nylig nedprioriterede klimaet af strategiske grunde? Tror vi på, at det er ægte hjerteblod, når det er en bevidst strategi at vise følelser?

Budskaber i balancer

Man kunne nævne mange flere eksempler på politikere og partier, der gør patos til en strategi, og det kan som nævnt også være meget effektivt. Det skal blot være autentisk og i balance med budskaberne. Hvis modtagerne hører en falske tone, vil de instinktivt afkode afsenderen som falsk og tage afstand til det budskab, der bliver formidlet. Vi er nemlig rigtig gode til afkode, når form og indhold ikke passer sammen. De er som forbundne kar, hvor afsenderens intention former måden, det bliver leveret på. Vi mennesker har i mange årtusinder øvet os i at aflæse andres følelsesmæssige tilstand, og stemmeføringen og kropssprog afslører os. Når der er overensstemmelse mellem budskab og stemning, lytter vi til indholdet. Men hvis der ikke er overensstemmelse, fokuserer vi på det nonverbale. Vi køber den simpelthen ikke.

Vi oplever ofte det samme i klassisk opstillede valgdebatter. Den første politiker fremfører sit argument, hvorefter den næste indleder sit svar med at gentage den førstes budskab – ikke neutralt, men i en forvrænget form. Hensigten er naturligvis at latterliggøre modstanderens argumenter, person og troværdighed. Men den strategi har utilsigtede konsekvenser: modtagerne kommer til at opfatte hele debatten negativt.

Demokratisk fornuft

Og det er i stigende grad et problem. For det er nemmest at tale til folks frygt og vrede, da det er nogle af de tydeligste følelser, vi kan sende. Derfor satser flere og flere politikere ikke overraskende på netop det. Men metoden fjerner vores fokus fra selve indholdet i debatten og de forskellige argumenter, som ideelt set udgør grundlaget for vores stemmeafgivelse ved et folketingsvalg. Tendensen til at tale til vores følelser og ikke vores intellekt forfladiger således den demokratiske debat.

Vi kan og skal ikke udelukke følelser i debatter. Men vi bør forlange, at fornuft styrer følelserne og skaber den rette balance i argumentationen. Så pas på med den tillærte patos. Hvis man virkelig mener, hvad man siger, kommer følelserne naturligt og troværdigt frem. Og demokratiet lever først og fremmest af fornuft. Lad nu også det skinne igennem i valgkampen.

Af Af Flemming Mieth, direktør i Rostra Kommunikation rostrapr.com/og Lisbeth Holdt Jørgensen

Afkald

Er det en gave at give afkald?
Ordkløveriet er gået i den lidt tunge afdeling, ved at vi denne gang undrer os over ordet “Afkald”

Men det løfter sig gennem podcasten, hvor vi kommer til at tale om friheden ved at give afkald og at vi måske giver afkald som en en gave. Afkaldet kan måske også gøre os til en del af noget større.

Giv afkald på at nå alt det, du havde sat dig for og nyd et lille øjebliks refleksion med os i ørerne.

Dilemmaer

Dilemmaer kræver valg, der bliver foretaget på baggrund af refleksion. Men det valg du foretager dig har ikke én løsning. Hvis vi ser det som problemer, så er der én løsning.

Måske ville vi få en større ro ved at tænke de udfordringer vi får, som dilemmaer i stedet for problemer. Vi foretager et valg mellem mange mulige, hvorimod problemet kun har én mulighed.

Ondskab

Der er ingen der har sagt, at det skal være let at lave ordkløveriet. Et af de ord vi er blevet bedt om at undre os over er ‘ondskab’. Egentlig ville det være nemmest at undgå at tale om dette ord og dette begreb, men det vil vi ikke. Vi må sætte samtalen om de svære ting forrest, for det er først, hvis det bliver tiet væk, at vi glemmer, at vi alle er i stand til at gøre noget ondt.

At undre sig

Kasper og jeg kan jo ikke sidde at undre os over alt muligt, uden først at undre os over det “at undre sig”.

Det gør vi så i denne podcast.

Mådehold

Vi spurgte på LinkedIn, hvad vi skulle undre os over. Et af de første ord, der tikkede ind var – mådehold. Derfor har vi her i vores anden podcast valgt at undre os over det.

Føle sig hjemme i rampelyset

Adam Gottlop Gjestrup

I dag var jeg i Aalborg og undervise på Folkeuniversitet.

På hotellet hvor jeg boede, hænger denne kopi af dette maleri. Originalen hænger på min gamle arbejdsplads på Det Kongelige Teater i et lokale, hvor jeg har fået meget undervisning og selv har undervist. Billedet fik mig til at føle mig hjemme og tilpas. Det var den følelse jeg mødte op med på Universitet.

Den følelse blev hurtigt sat i perspektiv i den indledende præsentationsrunde, hvor jeg lyttede til deres motivationer for at komme på kurset.

Kursusholdet bestod kun af kvinder og alle ytrede ønske om at føle sig mere trygge, når de skulle præsentere foran andre mennesker. Der var en som var ved at besvime, når hun skulle holde oplæg. En sagde at hendes stemme snørede sig sammen. En var angst over at glemme det hun skulle sige. En ville ikke virke dum overfor andre, hvis det ikke var godt. Alle deres motiver til at komme på kurset var i samme kaliber.

Det handlede om, hvor ukomfortable de følte sig, ved at stå foran andre og tale.

Min erfaring siger mig at det ikke hjælper at give råd, som kursisten ikke kan føle effekten af eller se meningen med. For der er mange, der giver råd ved at sige: ”jeg kan slet ikke se du er nervøs, så det gik da fint”. Hvis personen selv føler at vedkommende er ved at dø, kommer vi ikke langt med den slags kommentarer. Det er talerens egen oplevelse vi må tage udgangspunkt i. Vi må få personen til at føle sig hjemme.

For mig er det vigtigt at tage fat om grunden eller årsagen til, at vi ikke tør stå foran et publikum. Derfor arbejdede vi hele dagen med forskellige veje til at føle sig tilpas. At føle sig hjemme der i rampelyset. Fuldstændigt som billedet på hotellet havde fået mig til at føle mig hjemme. Det gav mig minder om en rar tid, hvor jeg var tryg.

 

 

En ny omgang Øhhh

Øhhh 2

I mit sidste indlæg om Øh, lovede jeg at der kom mere.

Det kommer hermed.

Sidst beskrev jeg det, jeg kalder tænke-øh, hvor man tænker fremad på det jeg skal sige om lidt, i stedet for at fokusere på det jeg siger lige nu. Her kommer tænke-øh ind fordi hjernen ikke kan klare to samtaler samtidig.

Det bringer mig frem til det øh jeg siger, når jeg aktivt skal vælge det næste jeg gerne vil sige.

Jeg kalder det vælge-øh.

Hvis jeg har et budskab, så vil jeg gerne have du forstår mig og ved hvad jeg mener. Det betyder, at jeg hele tiden tilpasser min måde at tale på i forhold til dig som lytter. Jeg gør det ved at se på dig, om du forstår mig. Hvis du ikke gør, må jeg jo rette til, så jeg igen kan registrere, at du er med.

I den proces skal jeg vælge det, der giver mest mening lige nu og her. Når jeg vælger mellem flere muligheder, kan der komme et øh ind. Det kommer frem, når jeg foretager et valg velvidende, at du venter på resultatet af mit valg. Jeg har altså stadig en kontakt til dig, fordi mit valg handler om at få dig til at forstå mig. Det gør at mit øh på en måde er aktivt, fordi det drejer sig om vores samtale. Det er ikke som tænke-øh, der kun handler om mig og min monolog om, hvad jeg har lovet mig selv at sige, inden jeg tog hjemmefra.

Funktionen af de to øh’er er forskellig. Tænke-øh handler mest om mig selv og betyder, at jeg mister nærvær i situationen. Hvor vælge-øh handler om os og at få det bedste ud af vores samtale. Det er relationen til dig min samtalepartner, der gør forskellen. Derfor er vælge-øh noget, der optræder helt naturligt og har en funktion i samtalen ved at signalere ”jeg vælger”.

Hvis du kunne tænke dig at vide mere, holder jeg kursus d. 17. maj i København sammen med Ole S. Rasmussen.

Se mere her http://voiceinc.dk/events/tag-lederskab-og-giv-mening/