Mådehold

Vi spurgte på LinkedIn, hvad vi skulle undre os over. Et af de første ord, der tikkede ind var – mådehold. Derfor har vi her i vores anden podcast valgt at undre os over det.

Føle sig hjemme i rampelyset

Adam Gottlop Gjestrup

I dag var jeg i Aalborg og undervise på Folkeuniversitet.

På hotellet hvor jeg boede, hænger denne kopi af dette maleri. Originalen hænger på min gamle arbejdsplads på Det Kongelige Teater i et lokale, hvor jeg har fået meget undervisning og selv har undervist. Billedet fik mig til at føle mig hjemme og tilpas. Det var den følelse jeg mødte op med på Universitet.

Den følelse blev hurtigt sat i perspektiv i den indledende præsentationsrunde, hvor jeg lyttede til deres motivationer for at komme på kurset.

Kursusholdet bestod kun af kvinder og alle ytrede ønske om at føle sig mere trygge, når de skulle præsentere foran andre mennesker. Der var en som var ved at besvime, når hun skulle holde oplæg. En sagde at hendes stemme snørede sig sammen. En var angst over at glemme det hun skulle sige. En ville ikke virke dum overfor andre, hvis det ikke var godt. Alle deres motiver til at komme på kurset var i samme kaliber.

Det handlede om, hvor ukomfortable de følte sig, ved at stå foran andre og tale.

Min erfaring siger mig at det ikke hjælper at give råd, som kursisten ikke kan føle effekten af eller se meningen med. For der er mange, der giver råd ved at sige: ”jeg kan slet ikke se du er nervøs, så det gik da fint”. Hvis personen selv føler at vedkommende er ved at dø, kommer vi ikke langt med den slags kommentarer. Det er talerens egen oplevelse vi må tage udgangspunkt i. Vi må få personen til at føle sig hjemme.

For mig er det vigtigt at tage fat om grunden eller årsagen til, at vi ikke tør stå foran et publikum. Derfor arbejdede vi hele dagen med forskellige veje til at føle sig tilpas. At føle sig hjemme der i rampelyset. Fuldstændigt som billedet på hotellet havde fået mig til at føle mig hjemme. Det gav mig minder om en rar tid, hvor jeg var tryg.

 

 

En ny omgang Øhhh

Øhhh 2

I mit sidste indlæg om Øh, lovede jeg at der kom mere.

Det kommer hermed.

Sidst beskrev jeg det, jeg kalder tænke-øh, hvor man tænker fremad på det jeg skal sige om lidt, i stedet for at fokusere på det jeg siger lige nu. Her kommer tænke-øh ind fordi hjernen ikke kan klare to samtaler samtidig.

Det bringer mig frem til det øh jeg siger, når jeg aktivt skal vælge det næste jeg gerne vil sige.

Jeg kalder det vælge-øh.

Hvis jeg har et budskab, så vil jeg gerne have du forstår mig og ved hvad jeg mener. Det betyder, at jeg hele tiden tilpasser min måde at tale på i forhold til dig som lytter. Jeg gør det ved at se på dig, om du forstår mig. Hvis du ikke gør, må jeg jo rette til, så jeg igen kan registrere, at du er med.

I den proces skal jeg vælge det, der giver mest mening lige nu og her. Når jeg vælger mellem flere muligheder, kan der komme et øh ind. Det kommer frem, når jeg foretager et valg velvidende, at du venter på resultatet af mit valg. Jeg har altså stadig en kontakt til dig, fordi mit valg handler om at få dig til at forstå mig. Det gør at mit øh på en måde er aktivt, fordi det drejer sig om vores samtale. Det er ikke som tænke-øh, der kun handler om mig og min monolog om, hvad jeg har lovet mig selv at sige, inden jeg tog hjemmefra.

Funktionen af de to øh’er er forskellig. Tænke-øh handler mest om mig selv og betyder, at jeg mister nærvær i situationen. Hvor vælge-øh handler om os og at få det bedste ud af vores samtale. Det er relationen til dig min samtalepartner, der gør forskellen. Derfor er vælge-øh noget, der optræder helt naturligt og har en funktion i samtalen ved at signalere ”jeg vælger”.

Hvis du kunne tænke dig at vide mere, holder jeg kursus d. 17. maj i København sammen med Ole S. Rasmussen.

Se mere her http://voiceinc.dk/events/tag-lederskab-og-giv-mening/

 

 

 

 

 

 

Øhhhhhhhh

Øhhhhh er et af de mest brugte ord.

Nu øhh vil jeg gerne øøøøh skrive øøhh lidt om øøøh flydende tale øhhh, hvor jeg øhh vil komme med nogle øhhhh vigtige kommentarer om øøøøhh ’øh’

Det er næsten umuligt at få mening i det, når man læser det. Men sådan lyder det mange gange, når der skal leveres et budskab mundtligt.

Når man først får hæftet sig ved øh’et hører man ikke andet. Alle budskaber ryger ud med øhhh.

Men hvorfor kan det så være, at alle disser øh’er kommer flyvende ind fra højre og klipper i den flydende talestrøm?

Min erfaring er, at der er flere årsager til at øh træder ind i manegen.

Den mest almindelige kalder jeg tænke-øh.

Det kommer, når jeg er mere fokuseret på, hvad jeg skal sige om lidt, i stedet for at koncentrere mig om det jeg siger lige nu.

Når jeg har forberedt mig og besluttet med mig for, hvad jeg skal sige, så ligger talen klar inde i mit hoved. Når talen så skal leveres, er mit fokus på at huske, hvad jeg har lovet mig selv at sige. Jeg taler altså samtidig med, at jeg tænker frem i talestrømmen. Jeg bruger hjernevindinger både på at tale og at tænke på det næste, jeg skal sige. Jeg har to sætninger kørende i hovedet.

Du kan jo prøve at tænke på en ting og tale om noget andet. Der går ikke lang tid, så krøller hjernen og øh dukker frem.

Det nytter ikke at sige til mig selv, at jeg ikke må sige øh. Det løser ikke årsagen til, at jeg kommer til at sige det.

Hvis jeg skal undgå at tænke-øh vinder over min talestrøm, må jeg koncentrere mig om det, jeg siger lige nu og derefter vælge det næste, som jeg vil sige. Ikke tænke frem. Med andre ord være i nuet og ikke være bange for pausen.

Fortsættelse følger…….for der er meget at sige om ’øh’.

 

 

Ekkoer

Ekkoer er Ordkløveriets første podcast, som handler om betydningen af at lytte til sig selv. For ved jeg egentlig, hvad jeg mener, før jeg hører, hvad jeg selv siger?

Ordkløveriet er en række samtaler, hvor jeg, stemmecoach Lisbeth Holdt Jørgensen og erhvervsfilosof Kasper Warming undrer os sammen over et begreb eller noget andet der optager os, og som vi gerne vil vide mere om.

Vi har langt fra alle svarene på det vi kaster os ud i, men det er heller ikke det væsentlige. Det væsentlige for os er selve det at have lov til at undre sig – i en verden fuld af svar.

Er du i gavehumør?

I denne gavetid kom jeg til at tænke på et billede en kursist kom med.

Vi havde arbejdet med at føle sig tryg når man skal holde et oplæg. Vedkommende sagde så, at vi jo ikke er til eksamen, men vi deler viden ud.

At vores budskaber er ligesom gaver vi deler ud.

Find fem fejl

Når vi skal holde et oplæg tænker vi ofte på, at nu skal vi være dygtige. Tilhørerne ses som dommere der fælder en dom over os, om vi gør det godt eller ikke. Når vi tænker på at gøre os dygtige overfor andre mister vi lidt meningen med at være der. Vi har fokus på ikke at begå fejl i stedet for at skabe mening og værdi med vores budskab. Når vi føler, at folk er dommere over os, flyttes fokus væk fra budskabet og over på os som talere. Vi bliver meget bevidst om, hvad vi gør og hvordan vi gør det. Vi laver find fem fejl med os selv og på os selv. Vi kommer væk fra den oprindelige mening med vores oplæg – at dele viden ud.

Lad os forestille os

Hvis vi prøver at bruge billedet med at dele gaver ud, hvad sker der så, når du giver en gave til en god ven?

Vi har tænkt os godt om da vi valgte, hvad gaven skulle være og vi har gennemtænkt, hvad personen havde brug for. Vi har forestillet os vennens reaktion og tænkt os til, hvad gaven skulle bruges til. Når vi så overrækker gaven, er vores fokus på gaven og vennens reaktion på gaven og den efterfølgende brug af den. Hvor mange af os tænker på om vi er dygtige til at give en gave, om vi nu gør det rigtigt eller hvordan vi selv er i selve overrækkelsen. Vi giver gaven, gaven er i fokus og vi afventer en reaktion fra vennen, som får gaven.

Del gaver ud

Vi kan godt bruge dette billede indenfor mundtlig kommunikation.

Dit budskab er gaven. Du har tænkt længe over hvad tilhørerne har brug for og hvad de skal bruge budskabet til efterfølgende. Når du overleverer budskabet er budskabet i fokus, ikke dig. Du afventer reaktionen på budskabet hos dine tilhørere og ser hvad de eventuelt bruger budskabet til.

Lad os bruge min kursists råd. Stol på din forestillingsevne og tænk at du deler gaver ud til venner i trygge rammer og vær klar over, hvad du ønsker modtagerne skal bruge budskabet til. På den måde bliver det du siger en gave. Det er basis for god kommunikation.

Jeg håber at du kan bruge billedet af at du deler gaver ud, når du dele dine budskaber.

Del din viden, som du ville dele gaver ud.

Mestring er det intet, som dog er alt

20171002_183749

Tak til Anne Marie Helger, Jakob Svagin og Lars Andersen for at komme til min salon og give deres bud på, hvad det vil sige at mestre.

Vi fik lov til at komme med ind i de mestrende troldmænds værksted og mærke personerne bag. Ingen af dem ville dog indrømme, at de mestrer noget. Det gennemgående tema blev, at de hele tiden stiller spørgsmål til deres egen kunnen. Mestringen er en evig søgen.

Anne Marie Helger kalder sig autointakt og er ikke selv klar over, hvad det er hun gør. Men hun ved, at hun har bevaret sin egenart. Hun bliver ved med hele tiden at engagere sig i samfundet, fordi der er en drivkraft i hende, der byder hende at gøre det. Aldrig en kopi altid en original i den bedste forstand.

Jakob Svagin forklarede, at fysikken er så svær at forstå og at der opstår en kæmpe frustration i forsøget på at begribe den. Sideløbende er der samtidig en evig stræben mod netop at prøve at forstå. Det overkommer frustrationen. Fysikken hylder også, når der sker fejl, fordi fejlen er med til at stille nye spørgsmål, som kalder på et svar med ny frustration, som følgesvend.

Lars Andersen har en utrolig umættelig nysgerrighed for at kende kunstens baggrund og se sammenhænge på tværs af kunstarterne. Herfra skaber han kostumerne til kunstnerne. Udgangspunktet er hvad kunstneren skal bruge det til, hvilke bevægelser, hvilke stemninger. Altid skabe med mening sammen med kunstneren. Ikke kun med skønhed for øje men med funktionen for øje.

Der viste sig et billede af, at mestring ikke er et fastlåst målbart resultat af processen. Vejen til mestringen åbner altid for nye vinkler og dermed en ny søgen.

 

 

Råbe eller tale?

Følgende frase overhørte jeg i Hofteatret:

“Jeg har hørt at man godt kan råbe dette rum op uden mikrofon.”

Jeg sad blandt publikum i hofteatret til et arrangement, efter at AV- anlægget var gået i stykker. Man kunne ikke få det til at virke, så enten måtte de aflyse arrangementet eller forsøge at redde det ved at tale rummet op uden mikrofon. Men der har altså været spillet teater i rum i mange år også før strøm og AV- anlæg kom til.

I gamle dage

Hofteatret er bygget i 1735. Skuespillerne har vel ikke råbt igennem tiderne. De talte så rummet blev fyldt med en behagelig stemme. I Hamlets tale til skuespillerne siger han netop “råb ikke som en markskriger”.
Så hvad fik denne person til at sige, at man godt kan ‘råbe’ dette rum op i stedet for at sige ’tale’?
Hvorfor kunne skuespillerne for 200 år siden fylde rummet uden at råbe. Hvad er der sket siden vi bliver nødt til at se det som, at vi skal råbe? Eller hvorfor tror vi på, at vi ikke kan tale et rum op uden mikrofon?
Vi har glemt vi kan
Mit bud på disse spørgsmål er, at vi simpelthen har glemt, hvad den menneskelige stemme egentlig er i stand til. Fordi vi ikke har nogen til at spejle os i mere. Vi tænker, at vi nok ikke kan, for alle vi ser omkring os bruger mikrofon. Derved er det nærliggende at tænke vi ikke kan og at man nok skal råbe et rum op. Det er en fornemmelse, der er gået tabt. Vi har glemt hvordan det er, når en person fylder rummet og en person skaber det nærvær, der skal til for at ‘tale’ rummet op. Dybest set er der vel ingen, som har lyst til at blive råbt ad. Vi vil gerne tales til eller allerhelst tales med. Vi vil også gerne mærke dig som taler, som en person i en direkte henvendelse til mig som publikum uden en elektronisk mellemmand i kraft af en mikrofon og en højtaler.

Sport og tale

For at ’tale rummet’ skal vi faktisk bruge vores krop. Vi skal have et fysisk nærvær, sådan at vi kan tale og ikke råbe. Det lyder allerede meget svært, men at tale et rum op er en fysisk disciplin som en sportsgren.
For at bruge et billede vi bedre kan forbinde os med, anvender jeg ofte sammenligningen mellem sport og mundtlig formidling.
I sport har vi stadig en fornemmelse af, hvad der fysisk skal til for at yde store præstationer. Til OL feks kan vi se, at sportsudøverne virkelig har trænet deres kroppe. At de virkelig er oppe i et højt gear fysisk og mentalt, hvor de er i stand til at udøve fantastiske ting med deres krop. Ting som vi almindelige mennesker ikke ser os i stand til at udføre.
Hvis vi tager en højdespringer, så har vedkommende trænet hver eneste muskelfiber i sin krop og har sammen med det også trænet det mentale fokus. Vi ser en person springe og vi ser det er muligt. Vi ser de gør det og vi bliver inspirerede til selv at dyrke sport og træne.
Når vi træner sport så prøver, fejler, reflekter og øver vi os. Det samme skal vi gøre, når vi skal tale i store rum.

Frygt eller mestring

Tænk den følelse det giver, når man har øvet sig og det lykkes, i sport som i tale. Min pointe med dette lille indlæg er, vi må finde ud at tage den fysiske konsekvens, finde det nærvær i os selv, når vi stiller os op foran andre mennesker og taler. For vi kan godt. Skuespillerne råbte ikke. De talte.
Du kan mere end du tror og nogle gange er det mere enkelt at mestre end at lade frygten råde. Derfor er mit bud her; tænk at du kan, inden du lader tvivlen på din kunnen vinde over dig. Bliv den andre kan spejle sig i og blive inspireret af.
Her på min blog har jeg tidligere skrevet nogle forslag til, hvordan man kan begynde at øve sig.
Jeg tror på dig og jeg ved du kan.
Hvis det ikke er nok, holder jeg kursus d. 4. maj kl 9-16, hvor alle er velkomne.

Tilmelding her

En kongelig lektion

Mens jeg var talelærer på Det Kongelige Teater oplevede jeg under en af prøverne Jørgen Reenberg arbejde sammen med en yngre skuespiller på en scene. Den unge skuespiller skulle sige “jeg kommer igen i morgen” og gå ud ad døren. Mens de prøvede kunne man se, at Jørgen Reenberg nogle gange agerede autentisk og levende på en helt unik måde i modsætning til andre gange, hvor det var kalkulerende og uden samspil med den unge skuespiller. Pludselig stoppede Jørgen Reenberg prøven og sagde med en meget fast stemmen: “Nogle gange er du så god og nogle gange er du så dårlig og nu skal jeg fortælle dig, hvorfor du er god; når du går ud ad døren og siger “jeg kommer igen i morgen” så tænker du hele vejen på vej ud af døren “og hvad siger du til det? ”, når du er dårlig, så går du bare ud ad døren, ligeglad med min reaktion”.

Det var altså ikke selve ordene der blev sagt, som havde en effekt på om Jørgen Reenberg handlede autentisk eller ej. Det var den underliggende hensigt før ordene, i ordene og efter ordene. At ordene skulle have en effekt på den anden person.

Det fik mig til at tænke over, hvordan jeg kunne bruge dette i min undervisning. Hvordan kunne jeg omsætte denne oplevelse til en øvelse, som kunne illustrere, hvordan hensigten bag ordene kan være det bærende element gennem en formidling?

Jeg fandt frem til at hvis jeg bare holder fat i at mærke effekten af mine ord og tænker “og hvad siger du til det?”, så bliver mit kropssprog levende og min stemme fuld af kraft. Meget enkelt og meget effektfuldt.

Hvis du har lyst til at få en kongelig lektion i effektfuld kommunikation, holder jeg kursus d. 16. juni kl. 9-16 i Strandgade 36 A stuen.

Tilmed dig her Tilmelding

Smil i stemmen

Hvordan kan en blyant gøre dig glad?
Den amerikanske forsker Amy Cuddy foretog et forsøg, hvor hun ville undersøge, hvordan krop og følelser hænger sammen.
Hun tog en gruppe mennesker og viste dem en film. Men inden delte hun dem op i to grupper. Den ene gruppe skulle sidde med en blyant på tværs mellem læberne mens de så filmen og den anden gruppe skulle sidde med en blyant på tværs mellem de forreste tænder. Hun spurgte så deltager efter at have set filmen, hvordan de syntes om filmen, om den var positiv eller negativ. Dem med blyanten mellem læberne bedømte filmen som trist og dem med blyanten på tværs mellem tænderne bedømte filmen som positiv. Blyantens placering havde altså en effekt på forsøgspersonernes stemning. Grunden til forskellen var, at når de sad med blyanten på tværs mellem de forreste tænder aktiverede de deres smilemuskler og det påvirkede deres sind til at føle glæde.

Sang gør mig glad
Mens jeg var skuespiller på Det Kongelige Teater fik jeg stemme- og sangundervisning af docent Keld Thaarup. Han havde et middel til at få en god klang på stemmen og samtidig en god stemmefunktion. Det bestod i at synge med en tændstik mellem tænderne. Det virkede og stemmen fik et større tonalt spænd med en meget god klang. Min opgave var så at fjerne midlet(tændstikken) og forsøge at genfinde og gendanne det rum, som opstod i min mund og i mit svælg, når jeg bed i tændstikken. Det kunne jeg gøre ved at forstille mig at lyden skulle have et rum inde i min mund og ikke blive presset ud af min mund. Lidt som at forestille sig en katedral inde i sin mund, hvor lyden skulle klinge. Det lykkedes at gendanne det og min stemme foldede sig virkelig ud. Når jeg gik hjem fra disse timer var jeg altid glad.

Klang og glæde hænger sammen
Nu kan den nye forskning med Amy Cuddys forsøg kombinere den gode stemmeklang fra sangundervisningen og den følelse af glæde, som jeg oplevede.
Smilet giver god stemmeklang og man bliver glad af det.
Man kan sige at man får et smil i stemmen og et smil smitter.

Hvis du har lyst til at prøve, skal du tage en blyant og sætte den på tværs mellem tænderne og tale. Det er muligt, hvis du finder det rigtige rum i din mund, at tale meget tydeligt med blyanten i munden. Hvis du ikke kan er rummet i din mund ikke stort nok. Men prøv en gang og hør hvad der sker.
Du kan også tilmelde dig mine åbne kurser, hvor vi træner det gode klangrum.
Du tilmelde dig her:
D. 9. marts Tilmeld

D. 16. juni Tilmed
Hvis du har lyst til at høre mere om Amy Cuddys forsøg kan du se hendes TED talk her:
https://www.ted.com/talks/amy_cuddy_your_body_language_shapes_who_you_are?language=da