Bed ikke om opmærksomheden – tag den!

Den anden dag kom jeg til at tænke på en kommentar fra en af mine tidligere kursister. Kommentaren faldt, da vi på kurset talte om, hvad man skal gøre, når man kan mærke man er ved at miste kontakten til sit publikum. Du ved, når du kan se på deres øjne, at de bliver fjerne i blikket og der kommer uro i salen, og at mobiltelefonerne bliver taget frem. Ofte sker det i den situation, at du næsten kommer til at tigge om deres opmærksomhed. Du prøver desperat at fange deres opmærksomhed ved at blive mere og mere energisk og forsøger at fastholde deres opmærksomhed ved at tale højere og hurtigere og at underholde dem med humor og andre godter.
Men det virker ikke!
Man kommer bare til at virke underdanig og næsten som en hundehvalp, der beder om en hundekiks, beder man publikum om de ikke nok vil give deres opmærksomhed.
Men du skal ikke angle efter opmærksomheden. Du skal vende det hele om og invitere dit publikum i stedet for. Det er næsten som at du skal trække dem op til dig. Man kan gå så langt som til at sige, at du skal flirte med dit publikum.
Og det var i forsøg på at forklare dette at kommentaren faldt; ”det er fuldstændig som med en hund. Hvis den løber væk fra dig må du aldrig løbe efter den, for så tror den bare at den har ret i at der noget at løbe væk fra. Du skal i stedet være rolig og løbe den modsatte vej. Så vil hunden tro at der noget farligt i den retning som den har taget og at du som leder ved bedst og har taget den rigtige og ufarlige retning”.
Mennesker er ikke hunde, men vi har dog noget instinkt til fælles og det er dette instinkt i forhold til lederskab, som vi kan udnytte.
Oversat til forholdet med dit publikum, så skal du ikke forsøge at behage dit publikum og bede om deres opmærksomhed. Du skal tage lederrollen på dig og nærmest trække dig væk fra dem. Her skal du bruge tanken “kom med mig” eller “kom herop til mig”, så kan du fange publikums opmærksomhed i stedet for at tigge og bede om den.
Det er at tage lederskabet på dig, når du formidler over for en gruppe mennesker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *