Er du i gavehumør?

I denne gavetid kom jeg til at tænke på et billede en kursist kom med.

Vi havde arbejdet med at føle sig tryg når man skal holde et oplæg. Vedkommende sagde så, at vi jo ikke er til eksamen, men vi deler viden ud.

At vores budskaber er ligesom gaver vi deler ud.

Find fem fejl

Når vi skal holde et oplæg tænker vi ofte på, at nu skal vi være dygtige. Tilhørerne ses som dommere der fælder en dom over os, om vi gør det godt eller ikke. Når vi tænker på at gøre os dygtige overfor andre mister vi lidt meningen med at være der. Vi har fokus på ikke at begå fejl i stedet for at skabe mening og værdi med vores budskab. Når vi føler, at folk er dommere over os, flyttes fokus væk fra budskabet og over på os som talere. Vi bliver meget bevidst om, hvad vi gør og hvordan vi gør det. Vi laver find fem fejl med os selv og på os selv. Vi kommer væk fra den oprindelige mening med vores oplæg – at dele viden ud.

Lad os forestille os

Hvis vi prøver at bruge billedet med at dele gaver ud, hvad sker der så, når du giver en gave til en god ven?

Vi har tænkt os godt om da vi valgte, hvad gaven skulle være og vi har gennemtænkt, hvad personen havde brug for. Vi har forestillet os vennens reaktion og tænkt os til, hvad gaven skulle bruges til. Når vi så overrækker gaven, er vores fokus på gaven og vennens reaktion på gaven og den efterfølgende brug af den. Hvor mange af os tænker på om vi er dygtige til at give en gave, om vi nu gør det rigtigt eller hvordan vi selv er i selve overrækkelsen. Vi giver gaven, gaven er i fokus og vi afventer en reaktion fra vennen, som får gaven.

Del gaver ud

Vi kan godt bruge dette billede indenfor mundtlig kommunikation.

Dit budskab er gaven. Du har tænkt længe over hvad tilhørerne har brug for og hvad de skal bruge budskabet til efterfølgende. Når du overleverer budskabet er budskabet i fokus, ikke dig. Du afventer reaktionen på budskabet hos dine tilhørere og ser hvad de eventuelt bruger budskabet til.

Lad os bruge min kursists råd. Stol på din forestillingsevne og tænk at du deler gaver ud til venner i trygge rammer og vær klar over, hvad du ønsker modtagerne skal bruge budskabet til. På den måde bliver det du siger en gave. Det er basis for god kommunikation.

Jeg håber at du kan bruge billedet af at du deler gaver ud, når du dele dine budskaber.

Del din viden, som du ville dele gaver ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *