Mestring er det intet, som dog er alt

20171002_183749

Tak til Anne Marie Helger, Jakob Svagin og Lars Andersen for at komme til min salon og give deres bud på, hvad det vil sige at mestre.

Vi fik lov til at komme med ind i de mestrende troldmænds værksted og mærke personerne bag. Ingen af dem ville dog indrømme, at de mestrer noget. Det gennemgående tema blev, at de hele tiden stiller spørgsmål til deres egen kunnen. Mestringen er en evig søgen.

Anne Marie Helger kalder sig autointakt og er ikke selv klar over, hvad det er hun gør. Men hun ved, at hun har bevaret sin egenart. Hun bliver ved med hele tiden at engagere sig i samfundet, fordi der er en drivkraft i hende, der byder hende at gøre det. Aldrig en kopi altid en original i den bedste forstand.

Jakob Svagin forklarede, at fysikken er så svær at forstå og at der opstår en kæmpe frustration i forsøget på at begribe den. Sideløbende er der samtidig en evig stræben mod netop at prøve at forstå. Det overkommer frustrationen. Fysikken hylder også, når der sker fejl, fordi fejlen er med til at stille nye spørgsmål, som kalder på et svar med ny frustration, som følgesvend.

Lars Andersen har en utrolig umættelig nysgerrighed for at kende kunstens baggrund og se sammenhænge på tværs af kunstarterne. Herfra skaber han kostumerne til kunstnerne. Udgangspunktet er hvad kunstneren skal bruge det til, hvilke bevægelser, hvilke stemninger. Altid skabe med mening sammen med kunstneren. Ikke kun med skønhed for øje men med funktionen for øje.

Der viste sig et billede af, at mestring ikke er et fastlåst målbart resultat af processen. Vejen til mestringen åbner altid for nye vinkler og dermed en ny søgen.

 

 

2 responses to “Mestring er det intet, som dog er alt”

  1. Kære Lisbeth. Tak for invitationen. At få lov at være med som oplægsholderske i din “AT Mestre” salon var en fin og mindeværdig oplevelse. Det blev noget af et overraskende magisk mix med Lars, Jacob og mig. Vi overgik næsten hinanden i fiaskofejringer.
    Sikke en succes! Dejlig ide – skønt lokale – herligt publikum -liflige toner og hvilken værtinde. Som du kan lægge op og binde det hele sammen og holde fokus og bare være den fuldente Salonholderske. Det er flot gået. Lykke også på din videre færd frem. Salonfæig hilsen fra Anne Marie Helger

    • Lisbeth siger:

      Kære Anne Marie
      Det er helt klart mig der takker for, at du så beredvilligt stillede op til mine løjer.
      Det gav mig utrolig glæde at se, hvordan der opstod forbindelser mellem jeres indlæg og den røde tråd spandt sig selv foran os.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *