Råbe eller tale?

Følgende frase overhørte jeg i Hofteatret:

“Jeg har hørt at man godt kan råbe dette rum op uden mikrofon.”

Jeg sad blandt publikum i hofteatret til et arrangement, efter at AV- anlægget var gået i stykker. Man kunne ikke få det til at virke, så enten måtte de aflyse arrangementet eller forsøge at redde det ved at tale rummet op uden mikrofon. Men der har altså været spillet teater i rum i mange år også før strøm og AV- anlæg kom til.

I gamle dage

Hofteatret er bygget i 1735. Skuespillerne har vel ikke råbt igennem tiderne. De talte så rummet blev fyldt med en behagelig stemme. I Hamlets tale til skuespillerne siger han netop “råb ikke som en markskriger”.
Så hvad fik denne person til at sige, at man godt kan ‘råbe’ dette rum op i stedet for at sige ’tale’?
Hvorfor kunne skuespillerne for 200 år siden fylde rummet uden at råbe. Hvad er der sket siden vi bliver nødt til at se det som, at vi skal råbe? Eller hvorfor tror vi på, at vi ikke kan tale et rum op uden mikrofon?
Vi har glemt vi kan
Mit bud på disse spørgsmål er, at vi simpelthen har glemt, hvad den menneskelige stemme egentlig er i stand til. Fordi vi ikke har nogen til at spejle os i mere. Vi tænker, at vi nok ikke kan, for alle vi ser omkring os bruger mikrofon. Derved er det nærliggende at tænke vi ikke kan og at man nok skal råbe et rum op. Det er en fornemmelse, der er gået tabt. Vi har glemt hvordan det er, når en person fylder rummet og en person skaber det nærvær, der skal til for at ‘tale’ rummet op. Dybest set er der vel ingen, som har lyst til at blive råbt ad. Vi vil gerne tales til eller allerhelst tales med. Vi vil også gerne mærke dig som taler, som en person i en direkte henvendelse til mig som publikum uden en elektronisk mellemmand i kraft af en mikrofon og en højtaler.

Sport og tale

For at ’tale rummet’ skal vi faktisk bruge vores krop. Vi skal have et fysisk nærvær, sådan at vi kan tale og ikke råbe. Det lyder allerede meget svært, men at tale et rum op er en fysisk disciplin som en sportsgren.
For at bruge et billede vi bedre kan forbinde os med, anvender jeg ofte sammenligningen mellem sport og mundtlig formidling.
I sport har vi stadig en fornemmelse af, hvad der fysisk skal til for at yde store præstationer. Til OL feks kan vi se, at sportsudøverne virkelig har trænet deres kroppe. At de virkelig er oppe i et højt gear fysisk og mentalt, hvor de er i stand til at udøve fantastiske ting med deres krop. Ting som vi almindelige mennesker ikke ser os i stand til at udføre.
Hvis vi tager en højdespringer, så har vedkommende trænet hver eneste muskelfiber i sin krop og har sammen med det også trænet det mentale fokus. Vi ser en person springe og vi ser det er muligt. Vi ser de gør det og vi bliver inspirerede til selv at dyrke sport og træne.
Når vi træner sport så prøver, fejler, reflekter og øver vi os. Det samme skal vi gøre, når vi skal tale i store rum.

Frygt eller mestring

Tænk den følelse det giver, når man har øvet sig og det lykkes, i sport som i tale. Min pointe med dette lille indlæg er, vi må finde ud at tage den fysiske konsekvens, finde det nærvær i os selv, når vi stiller os op foran andre mennesker og taler. For vi kan godt. Skuespillerne råbte ikke. De talte.
Du kan mere end du tror og nogle gange er det mere enkelt at mestre end at lade frygten råde. Derfor er mit bud her; tænk at du kan, inden du lader tvivlen på din kunnen vinde over dig. Bliv den andre kan spejle sig i og blive inspireret af.
Her på min blog har jeg tidligere skrevet nogle forslag til, hvordan man kan begynde at øve sig.
Jeg tror på dig og jeg ved du kan.
Hvis det ikke er nok, holder jeg kursus d. 4. maj kl 9-16, hvor alle er velkomne.

Tilmelding her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *