Tale er musik

Jeg var ude at holde et oplæg for en gruppe undervisere. Undervejs i mine forklaringer på, hvordan jeg opfatter sproget, bruger jeg meget ofte billeder fra musikken. Jeg oplever, at folk bedre kan forbinde talens melodiske og dynamiske forhold, når man sammenligner med musik.

Pausens magi
På det omtalte oplæg fortalte jeg, hvordan pausen er en essentiel del af musik og for mig derved også af talens musik. I den musiske pause er det meget tydeligt, at den er ikke bare et tomrum mellem to toner. Det er et spændingsfelt, som skaber en forventning om det der skal komme og som giver en forløsning når den næste tone så kommer. Vi fik nogle meget interessante diskussioner omkring dette emne og jeg forsøgte at demonstrere alle vinklerne ved at udføre (eller spille om man vil) alle de forskellige former for pauser og deres effekt. Og sammen oplevede vi hvordan måden pausen blev fremstillet og anvendt, havde en stor påvirkning på opfattelsen af indholdet.

Musik er tale
Nogle dage efter dette kursus modtog jeg en mail fra en af deltagerne, hvor vedkommende bla. Skriver: ”du kommer til at modtage lidt musik med posten. Lyt specielt til de langsomme satser – jeg syntes de indeholder præcis de pauser og den kraft som du lærte os”. Med posten modtog jeg Beethovens klaverkoncerter 3 og 4 spillet af Maria João Pires og det svenske radio symfoni orkester dirigeret af Daniel Harding. En vidunderlig indspilning og jeg har lyttet og mærket pauserne og spændingen i musikken på en måde, så jeg har forstået mere om forbindelsen mellem musikkens og talens pauser. Det underbygger min fornemmelse af at tale er musik og at for mig er det at undervise noget helt specielt. Jeg er blevet inspireret af musikken og er dybt taknemmelig.
Du kan lytte til noget af musikken her ved at klikke her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *