Den fjerde medfødte ting, vi mennesker forholder os til, når vi befinder os i forskellige situationer, er – tid. Tid kan beskrives som værende mange ting. Men hvis vi skærer det ned, så har vi mennesker i hvert fald to forskellige opfattelser af tid. Der er den subjektive mærkbare tid, som er den tid, du fornemmer
og mærker inde i dig; den er medfødt. Og så er der den målte objektive tid, som er den tid, du kan se på et ur, og som er tillært og ikke medfødt.
Den målbare tid og den mærkbare tid er to helt forskellige måder at opleve og være i tiden på. To måder, der lever side om side i vores verden.
Den mærkbare tid er den, man kan mærke, hvis man for eksempel sidder i gode venners lag og er optaget af en god samtale. Så kan man opleve, at tiden går enormt hurtigt. På den anden side kan tiden nærmest gå i stå, hvis man står på en scene, og klappen pludselig går ned. Så kan den tid, der går, inden man kommer tilbage på sporet, opleves som uendelig. Det er det, jeg mener med mærkbar tid.
Den målbare tid er den tid, der er stillet dig til rådighed. Det kan være den tid, som et oplæg eller et foredrag må vare. Altså objektivt, hvor lang tid kan man tale. Her er der brug for at have en fornemmelse af, hvor lang tid indlægget varer, og en løbende fornemmelse af, hvordan man forvalter tiden, mens
man er i talesituationen. Den målbare tid kan vi ikke gøre så meget andet ved end at
anerkende den som et givent faktum. Vi må hvile i den objektive målbare tid og ikke lade den subjektive mærkbare tidsfornemmelse blive påvirket, så vi enten forhaster os eller forhaler os.
Måden, tid påvirker os på, når vi taler, er et spænd imellem disse to tidsopfattelser. De er altid til stede og interagerer med os i alle situationer og påvirker vores fornemmelse af at være til stede i nuet, i situationen.
I vores opfattelse af den subjektive tidsfornemmelse ligger ting som pauser, taletempo, rytme og timing.
