En mikrofon skal fodres

By marts 31, 2020Blog

Hvabehar?

Nu hvor vi alle er online med kamera og mikrofon, går vi på kompromis. Det er kun en afskygning af virkeligheden. Ligesom billedet kan være utydeligt, så kan lyden også være utydelig. Hvad kameraet ser og hvordan det ser ud, skal jeg ikke blande mig i. Det helt op til dig at pynte på det.

Men lyden kan vi godt arbejde med. Mikrofonen kan nemlig kun arbejde med, hvad den opfanger.

Du kan selvfølgelig investere i en god mikrofon, for at få en bedre kvalitet i lyden. Her handler det om det du putter i den – nemlig din lyd.

Da jeg var talelærer på Det Kongelige Teater, sagde lydfolkene til mig, at det var vigtigt at skuespillerne brugte deres stemmer, når de havde mikrofoner på. De påpegede at det ikke kunne nytte noget, at skuespillerne bare hviskede på scenen og forventede at teknikken gjorde det forståeligt. Lydfolkene sagde at mikrofonen skulle fodres, for de kunne ikke forstærke varm luft. Deres forklaring var, at hver gang man overfører lyd fra et medie til et andet, så mister signalet energi. Det betyder at forståeligheden bliver mindre for, hver gang lyden skal bearbejdes af en modtager og sendes videre. Så hvis skuespillerne hvisker og sender mindst muligt ud, så kan teknikerne ikke hjælpe, for selv om de skruede på alle knapperne, var der ikke noget at forstærke af.

Energi går tabt

Nu kan det jo være at du tænker – ”hvorfor skal jeg læse om det?”

Jo, for når vi nu alle sidder og skal holde møder, undervise online eller holde videooplæg, så sidder vi alle med en mikrofon, der skal have noget at arbejde med. Den skal fodres, fordi der er rigtig mange overgange fra et medie til et andet, inden din lyd kommer frem til modtagerne.

Lyden kommer ud af din mund, gennem luften ind i din mikrofon, komprimeres i din computer, sendes gennem internettet, omsættes i modtagerens computer, kommer ud af en højtaler, passerer gennem luften og ind i et øre hos modtagerne. Mange overgange og meget går tabt på den rejse.

Normalt når vi taler sammen, skal lyden kun gennem luften inden den rammer modtagerens øre. En noget kortere rejse med færre overgange.

Husk derfor at give mikrofonen noget at arbejde med. Hjælp dem i den anden ende med at kunne forstå, hvad du siger. Hæng ikke på stolen, men ret dig op, tal tydeligt næsten som med et indre smil eller lyt efter din egen stemme i rummet, hvor du sidder.

Du kan læse lidt mere om, hvordan du får vellyd med masser af energi og god artikulation her: Tændstiksmagi

One Comment

Leave a Reply