Så snart man har en intention om at gøre noget, går hele det samlede kropslige system automatisk i gang med at omsætte intention til handling.
Det er alt det, som vores krop er i stand til, uden at vi overhovedet tænker over det. Nemlig at samle hele hjernens, kroppens og stemmens måde at handle på til et komplekst og sammenhængende udtryk.
Ved tale begynder alt som en tanke. Derefter går vores åndedræt i gang og sætter dernæst vores stemmebånd i svingninger, og uden at vi skænker det en tanke, danner vi en melodik på talen, som fortæller, hvad vi mener og føler ved det, vi siger.
Resten af kroppen taler med gennem bevægelser som gestik, ansigtsudtryk, blikretning og meget meget mere.
Vi bruger hele tiden denne komplekse måde, som vores krop, hjerne, sanser og tanke spiller sammen på uden at skænke det en tanke, og det skal vi udnytte, sådan at vi trækker på alle funktionerne uden, at en enkelt funktion kommer til at tage fokus og forskyde balancen i den naturlige refleks, der ligger i sammenhængskraften.
Sammenhængskraften sørger for, at kroppen reagerer og kommunikerer som et hele, uden at vi behøver at have fokus på alle detaljerne.
Hold dit fokus på at udnytte og have tillid til denne sammenhængskraft, og lad os arbejde med talens udtryk indirekte ved at tage udgangspunkt i hele kroppens funktionalitet i samspil med de omgivende elementer, det rum du befinder dig i, dine tilhørere og dit indhold.