Blog

Velkommen til min blog.

Mestring er det intet, som dog er alt

20171002_183749

Tak til Anne Marie Helger, Jakob Svagin og Lars Andersen for at komme til min salon og give deres bud på, hvad det vil sige at mestre.

Vi fik lov til at komme med ind i de mestrende troldmænds værksted og mærke personerne bag. Ingen af dem ville dog indrømme, at de mestrer noget. Det gennemgående tema blev, at de hele tiden stiller spørgsmål til deres egen kunnen. Mestringen er en evig søgen.

Anne Marie Helger kalder sig autointakt og er ikke selv klar over, hvad det er hun gør. Men hun ved, at hun har bevaret sin egenart. Hun bliver ved med hele tiden at engagere sig i samfundet, fordi der er en drivkraft i hende, der byder hende at gøre det. Aldrig en kopi altid en original i den bedste forstand.

Jakob Svagin forklarede, at fysikken er så svær at forstå og at der opstår en kæmpe frustration i forsøget på at begribe den. Sideløbende er der samtidig en evig stræben mod netop at prøve at forstå. Det overkommer frustrationen. Fysikken hylder også, når der sker fejl, fordi fejlen er med til at stille nye spørgsmål, som kalder på et svar med ny frustration, som følgesvend.

Lars Andersen har en utrolig umættelig nysgerrighed for at kende kunstens baggrund og se sammenhænge på tværs af kunstarterne. Herfra skaber han kostumerne til kunstnerne. Udgangspunktet er hvad kunstneren skal bruge det til, hvilke bevægelser, hvilke stemninger. Altid skabe med mening sammen med kunstneren. Ikke kun med skønhed for øje men med funktionen for øje.

Der viste sig et billede af, at mestring ikke er et fastlåst målbart resultat af processen. Vejen til mestringen åbner altid for nye vinkler og dermed en ny søgen.

 

 

Råbe eller tale?

Følgende frase overhørte jeg i Hofteatret:

“Jeg har hørt at man godt kan råbe dette rum op uden mikrofon.”

Jeg sad blandt publikum i hofteatret til et arrangement, efter at AV- anlægget var gået i stykker. Man kunne ikke få det til at virke, så enten måtte de aflyse arrangementet eller forsøge at redde det ved at tale rummet op uden mikrofon. Men der har altså været spillet teater i rum i mange år også før strøm og AV- anlæg kom til.

I gamle dage

Hofteatret er bygget i 1735. Skuespillerne har vel ikke råbt igennem tiderne. De talte så rummet blev fyldt med en behagelig stemme. I Hamlets tale til skuespillerne siger han netop “råb ikke som en markskriger”.
Så hvad fik denne person til at sige, at man godt kan ‘råbe’ dette rum op i stedet for at sige ’tale’?
Hvorfor kunne skuespillerne for 200 år siden fylde rummet uden at råbe. Hvad er der sket siden vi bliver nødt til at se det som, at vi skal råbe? Eller hvorfor tror vi på, at vi ikke kan tale et rum op uden mikrofon?
Vi har glemt vi kan
Mit bud på disse spørgsmål er, at vi simpelthen har glemt, hvad den menneskelige stemme egentlig er i stand til. Fordi vi ikke har nogen til at spejle os i mere. Vi tænker, at vi nok ikke kan, for alle vi ser omkring os bruger mikrofon. Derved er det nærliggende at tænke vi ikke kan og at man nok skal råbe et rum op. Det er en fornemmelse, der er gået tabt. Vi har glemt hvordan det er, når en person fylder rummet og en person skaber det nærvær, der skal til for at ‘tale’ rummet op. Dybest set er der vel ingen, som har lyst til at blive råbt ad. Vi vil gerne tales til eller allerhelst tales med. Vi vil også gerne mærke dig som taler, som en person i en direkte henvendelse til mig som publikum uden en elektronisk mellemmand i kraft af en mikrofon og en højtaler.

Sport og tale

For at ’tale rummet’ skal vi faktisk bruge vores krop. Vi skal have et fysisk nærvær, sådan at vi kan tale og ikke råbe. Det lyder allerede meget svært, men at tale et rum op er en fysisk disciplin som en sportsgren.
For at bruge et billede vi bedre kan forbinde os med, anvender jeg ofte sammenligningen mellem sport og mundtlig formidling.
I sport har vi stadig en fornemmelse af, hvad der fysisk skal til for at yde store præstationer. Til OL feks kan vi se, at sportsudøverne virkelig har trænet deres kroppe. At de virkelig er oppe i et højt gear fysisk og mentalt, hvor de er i stand til at udøve fantastiske ting med deres krop. Ting som vi almindelige mennesker ikke ser os i stand til at udføre.
Hvis vi tager en højdespringer, så har vedkommende trænet hver eneste muskelfiber i sin krop og har sammen med det også trænet det mentale fokus. Vi ser en person springe og vi ser det er muligt. Vi ser de gør det og vi bliver inspirerede til selv at dyrke sport og træne.
Når vi træner sport så prøver, fejler, reflekter og øver vi os. Det samme skal vi gøre, når vi skal tale i store rum.

Frygt eller mestring

Tænk den følelse det giver, når man har øvet sig og det lykkes, i sport som i tale. Min pointe med dette lille indlæg er, vi må finde ud at tage den fysiske konsekvens, finde det nærvær i os selv, når vi stiller os op foran andre mennesker og taler. For vi kan godt. Skuespillerne råbte ikke. De talte.
Du kan mere end du tror og nogle gange er det mere enkelt at mestre end at lade frygten råde. Derfor er mit bud her; tænk at du kan, inden du lader tvivlen på din kunnen vinde over dig. Bliv den andre kan spejle sig i og blive inspireret af.
Her på min blog har jeg tidligere skrevet nogle forslag til, hvordan man kan begynde at øve sig.
Jeg tror på dig og jeg ved du kan.
Hvis det ikke er nok, holder jeg kursus d. 4. maj kl 9-16, hvor alle er velkomne.

Tilmelding her

En kongelig lektion

Mens jeg var talelærer på Det Kongelige Teater oplevede jeg under en af prøverne Jørgen Reenberg arbejde sammen med en yngre skuespiller på en scene. Den unge skuespiller skulle sige “jeg kommer igen i morgen” og gå ud ad døren. Mens de prøvede kunne man se, at Jørgen Reenberg nogle gange agerede autentisk og levende på en helt unik måde i modsætning til andre gange, hvor det var kalkulerende og uden samspil med den unge skuespiller. Pludselig stoppede Jørgen Reenberg prøven og sagde med en meget fast stemmen: “Nogle gange er du så god og nogle gange er du så dårlig og nu skal jeg fortælle dig, hvorfor du er god; når du går ud ad døren og siger “jeg kommer igen i morgen” så tænker du hele vejen på vej ud af døren “og hvad siger du til det? ”, når du er dårlig, så går du bare ud ad døren, ligeglad med min reaktion”.

Det var altså ikke selve ordene der blev sagt, som havde en effekt på om Jørgen Reenberg handlede autentisk eller ej. Det var den underliggende hensigt før ordene, i ordene og efter ordene. At ordene skulle have en effekt på den anden person.

Det fik mig til at tænke over, hvordan jeg kunne bruge dette i min undervisning. Hvordan kunne jeg omsætte denne oplevelse til en øvelse, som kunne illustrere, hvordan hensigten bag ordene kan være det bærende element gennem en formidling?

Jeg fandt frem til at hvis jeg bare holder fat i at mærke effekten af mine ord og tænker “og hvad siger du til det?”, så bliver mit kropssprog levende og min stemme fuld af kraft. Meget enkelt og meget effektfuldt.

Hvis du har lyst til at få en kongelig lektion i effektfuld kommunikation, holder jeg kursus d. 16. juni kl. 9-16 i Strandgade 36 A stuen.

Tilmed dig her Tilmelding

Smil i stemmen

Hvordan kan en blyant gøre dig glad?
Den amerikanske forsker Amy Cuddy foretog et forsøg, hvor hun ville undersøge, hvordan krop og følelser hænger sammen.
Hun tog en gruppe mennesker og viste dem en film. Men inden delte hun dem op i to grupper. Den ene gruppe skulle sidde med en blyant på tværs mellem læberne mens de så filmen og den anden gruppe skulle sidde med en blyant på tværs mellem de forreste tænder. Hun spurgte så deltager efter at have set filmen, hvordan de syntes om filmen, om den var positiv eller negativ. Dem med blyanten mellem læberne bedømte filmen som trist og dem med blyanten på tværs mellem tænderne bedømte filmen som positiv. Blyantens placering havde altså en effekt på forsøgspersonernes stemning. Grunden til forskellen var, at når de sad med blyanten på tværs mellem de forreste tænder aktiverede de deres smilemuskler og det påvirkede deres sind til at føle glæde.

Sang gør mig glad
Mens jeg var skuespiller på Det Kongelige Teater fik jeg stemme- og sangundervisning af docent Keld Thaarup. Han havde et middel til at få en god klang på stemmen og samtidig en god stemmefunktion. Det bestod i at synge med en tændstik mellem tænderne. Det virkede og stemmen fik et større tonalt spænd med en meget god klang. Min opgave var så at fjerne midlet(tændstikken) og forsøge at genfinde og gendanne det rum, som opstod i min mund og i mit svælg, når jeg bed i tændstikken. Det kunne jeg gøre ved at forstille mig at lyden skulle have et rum inde i min mund og ikke blive presset ud af min mund. Lidt som at forestille sig en katedral inde i sin mund, hvor lyden skulle klinge. Det lykkedes at gendanne det og min stemme foldede sig virkelig ud. Når jeg gik hjem fra disse timer var jeg altid glad.

Klang og glæde hænger sammen
Nu kan den nye forskning med Amy Cuddys forsøg kombinere den gode stemmeklang fra sangundervisningen og den følelse af glæde, som jeg oplevede.
Smilet giver god stemmeklang og man bliver glad af det.
Man kan sige at man får et smil i stemmen og et smil smitter.

Hvis du har lyst til at prøve, skal du tage en blyant og sætte den på tværs mellem tænderne og tale. Det er muligt, hvis du finder det rigtige rum i din mund, at tale meget tydeligt med blyanten i munden. Hvis du ikke kan er rummet i din mund ikke stort nok. Men prøv en gang og hør hvad der sker.
Du kan også tilmelde dig mine åbne kurser, hvor vi træner det gode klangrum.
Du tilmelde dig her:
D. 9. marts Tilmeld

D. 16. juni Tilmed
Hvis du har lyst til at høre mere om Amy Cuddys forsøg kan du se hendes TED talk her:
https://www.ted.com/talks/amy_cuddy_your_body_language_shapes_who_you_are?language=da

Tale er musik

Jeg var ude at holde et oplæg for en gruppe undervisere. Undervejs i mine forklaringer på, hvordan jeg opfatter sproget, bruger jeg meget ofte billeder fra musikken. Jeg oplever, at folk bedre kan forbinde talens melodiske og dynamiske forhold, når man sammenligner med musik.

Pausens magi
På det omtalte oplæg fortalte jeg, hvordan pausen er en essentiel del af musik og for mig derved også af talens musik. I den musiske pause er det meget tydeligt, at den er ikke bare et tomrum mellem to toner. Det er et spændingsfelt, som skaber en forventning om det der skal komme og som giver en forløsning når den næste tone så kommer. Vi fik nogle meget interessante diskussioner omkring dette emne og jeg forsøgte at demonstrere alle vinklerne ved at udføre (eller spille om man vil) alle de forskellige former for pauser og deres effekt. Og sammen oplevede vi hvordan måden pausen blev fremstillet og anvendt, havde en stor påvirkning på opfattelsen af indholdet.

Musik er tale
Nogle dage efter dette kursus modtog jeg en mail fra en af deltagerne, hvor vedkommende bla. Skriver: ”du kommer til at modtage lidt musik med posten. Lyt specielt til de langsomme satser – jeg syntes de indeholder præcis de pauser og den kraft som du lærte os”. Med posten modtog jeg Beethovens klaverkoncerter 3 og 4 spillet af Maria João Pires og det svenske radio symfoni orkester dirigeret af Daniel Harding. En vidunderlig indspilning og jeg har lyttet og mærket pauserne og spændingen i musikken på en måde, så jeg har forstået mere om forbindelsen mellem musikkens og talens pauser. Det underbygger min fornemmelse af at tale er musik og at for mig er det at undervise noget helt specielt. Jeg er blevet inspireret af musikken og er dybt taknemmelig.
Du kan lytte til noget af musikken her ved at klikke her

Vil du råbes ad eller tales til?

Forleden blev jeg ringet op af en telefonsælger. I sin iver efter at få mig med på vognen, gav han alt hvad han havde i sig. Det eneste jeg tænkte på var – Kom ud af min øregang!

Ham der ringede var en ung frisk fyr og de første ord han sagde var så højt sagt, at jeg intuitivt fjernede telefonen fra øret. Han talte meget energisk i sin iver efter at sælge mig hans produkt. Jeg var ikke interesseret og takkede nej. Men det fik ham til at skrue op for intensiteten og iveren, dog med den konsekvens, at hans stemme blev mere og mere presset. Det lød mere og mere som en aggressiv stemme der næsten, dog forhåbentlig ubevidst skal det siges til hans forsvar, havde en truende tone. Jeg følte at han råbte ad mig i stedet for at tale til mig.
Mit forsøg på at affeje ham, blev overhørt og han insisterede på at høre, hvorfor jeg ikke ville fortælle ham om mine overvejelser ang. hans tilbud. Min nysgerrighed på at lytte til ham som en interessant case var blevet vagt og jeg hang på og blev ved med at høre på ham.
Det var var et interessant eksempel på, hvordan en stemmes kvalitet, når den bliver presset i en overivrig tone, kommer til at skubbe folk væk. Han beordrede mig næsten til at høre på ham og til at svare på hans spørgsmål. Ud over min faglige nysgerrighed, havde jeg ikke lyst til at tale med en den råbte ad mig. Jeg vil gerne respekteres og tales til i en ordentlig tone.
Mit råd til sælgeren (hvis han ville lytte til mig): Den overivrige stemme, hvor du virkelig lægger meget hårdt pres på de vigtige ord, kommer til at presse stemmen, så den lyder lukket og råbeagtig med en kold og hård tone til følge. Det får mig kun til at trække mig væk og føle antiparti for dig. Tal pænt til mig på en inviterende og imødekommende måde i stedet. Giv mig plads til at tænke over det du siger og jeg vil lytte til dig.

Bed ikke om opmærksomheden – tag den!

Den anden dag kom jeg til at tænke på en kommentar fra en af mine tidligere kursister. Kommentaren faldt, da vi på kurset talte om, hvad man skal gøre, når man kan mærke man er ved at miste kontakten til sit publikum. Du ved, når du kan se på deres øjne, at de bliver fjerne i blikket og der kommer uro i salen, og at mobiltelefonerne bliver taget frem. Ofte sker det i den situation, at du næsten kommer til at tigge om deres opmærksomhed. Du prøver desperat at fange deres opmærksomhed ved at blive mere og mere energisk og forsøger at fastholde deres opmærksomhed ved at tale højere og hurtigere og at underholde dem med humor og andre godter.
Men det virker ikke!
Man kommer bare til at virke underdanig og næsten som en hundehvalp, der beder om en hundekiks, beder man publikum om de ikke nok vil give deres opmærksomhed.
Men du skal ikke angle efter opmærksomheden. Du skal vende det hele om og invitere dit publikum i stedet for. Det er næsten som at du skal trække dem op til dig. Man kan gå så langt som til at sige, at du skal flirte med dit publikum.
Og det var i forsøg på at forklare dette at kommentaren faldt; ”det er fuldstændig som med en hund. Hvis den løber væk fra dig må du aldrig løbe efter den, for så tror den bare at den har ret i at der noget at løbe væk fra. Du skal i stedet være rolig og løbe den modsatte vej. Så vil hunden tro at der noget farligt i den retning som den har taget og at du som leder ved bedst og har taget den rigtige og ufarlige retning”.
Mennesker er ikke hunde, men vi har dog noget instinkt til fælles og det er dette instinkt i forhold til lederskab, som vi kan udnytte.
Oversat til forholdet med dit publikum, så skal du ikke forsøge at behage dit publikum og bede om deres opmærksomhed. Du skal tage lederrollen på dig og nærmest trække dig væk fra dem. Her skal du bruge tanken “kom med mig” eller “kom herop til mig”, så kan du fange publikums opmærksomhed i stedet for at tigge og bede om den.
Det er at tage lederskabet på dig, når du formidler over for en gruppe mennesker.

Fordybelse eller overfladiskhed?

Som stemme coach træner jeg min stemme hver gang jeg underviser. Efterhånden var jeg blevet nysgerrig på, hvordan denne nu trænede underviserstemme ville kunne håndtere en teaterrolle. Jeg ville gerne undersøge, hvordan min bevidsthed som stemme coach og min træning som skuespiller nu spillede sammen.
Jeg besluttede at prøve det af sammen med Lars Andersen som instruktør. Vi valgte at sætte Herman Bangs novelle ”Franz Pander” op. Her var der rig mulighed for virkelig at arbejde med forskellige stemmetyper og svære sætningsopbygninger. Det var skønt at mærke, hvordan de mange timers træning har givet mig et stort stemmemæssigt spektrum, som jeg overhovedet ikke var i besiddelse af da jeg ”kun” var skuespiller. Det på trods af den professionelle træning jeg havde fået på teaterskolen.
Derfor må jeg erkende, at det at arbejde med sin stemmes udtryksmuligheder, er et livslangt spændende projekt.
I disse tider oplever jeg flere og flere steder at få kastet 3 gode råd i hovedet om hvordan jeg i et snuptag kan blive superdygtig til det ene eller andet eller få et lykkeligt liv eller opnå mine mål osv. Alle disse råd har hurtigheden og overfladiskheden i sig. De inviterer ikke til fordybelse og vedvarende nysgerrighed.
Min egen rejse hen mod at finde min egen stemmes fulde potentiale, har været fordybelse og evig nysgerrighed. Derfor er min vigtigste opgave som underviser at invitere mine klienter på en rejse ind i opdagelsen af deres egne fulde potentialer.
Jeg vil gerne invitere til langvarig nysgerrighed og fordybelse i stedet for hurtig overfladiskhed.

Jeg spørger bare, hvorfor?

Dit ‘hvorfor’ er drivkraften
Når man skal holde et oplæg, fremlægge en plan eller holde en tale, så tænker man rigtig meget over hvad man skal sige, hvilke ord man skal vælge, hvordan de skal struktureres og man øver sig i at sige ordene på en god og hensigtsmæssig måde. Men man glemmer ofte at medregne den vigtigste ting, når man taler med andre mennesker og det er hvad man vil dem. Med andre ord; hvorfor du siger det du siger.
Vores kropssprog kommer egentlig til udtryk fra vores ubevidste måde at kommunikere med folk. Det er her vi spontant udstråler vores stemning, hvordan vi har det i situationen. Derfor kan man ikke orkestrere sit kropssprog ved at sige nu skal mine hænder gøre dette eller hint. Vi skal ind til hvorfor du kommunikerer og når du ved det, vil kroppen reagere spontant og hensigtsmæssigt i situationen.
Når jeg holder kursus har jeg udviklet en øvelse, der viser hvordan man hurtigt kan få en person til at kommunikere hensigtsmæssigt og få kropssproget til at være autentisk. Øvelsen går ud på at jeg har en person A der skal få en anden person B til at gå gennem en labyrint (f.eks lavet af stole). B har lukkede øjne og kan derfor ikke selv finde rundt. A må kun bruge sin stemme og placering af sin egen krop til at guide B gennem labyrinten. A må ikke røre ved B og må heller ikke tale et sprog som nogen forstår. A må altså kun lave lyde uden umiddelbart forståeligt indhold – en slags volapyk. I denne øvelse vil A uden at tænke over det absurde i det, bruge sit kropssprog ivrigt. Hænderne viser og peger og giver instrukser som “stop” eller “kom”. Men hvorfor? B kan jo ikke se det! Grunden til at gestikken bliver brugt så ivrigt er, at A har en kraftig grund – et kraftigt hvorfor- til at få B til at forstå. Det er et udtryk for, hvordan vi intuitivt bruger kropssprog til at give mening til ordene. Intonationen på stemmen afspejler også tydeligt stemningen hos taleren, som derved bliver en rettesnor for B om det går godt eller ej.
Min pointe med øvelsen er, at når man formidler mundtligt lægger vi ofte fokus på det man siger og ikke hvorfor. Derved bliver talen uorganisk og udynamisk. Når du ved hvorfor du siger tingene og hvad du gerne vil opnå hos dine tilhører, vil både din stemme og dit kropssprog følge denne hensigt. Hensigten vil så give stemme og kropssprog mening og bliver derfor organisk og autentisk. Det har også den følgevirkning, at det afliver nervøsiteten hos taleren. Fordi selve taleren ikke er den vigtigste, men derimod hvad effekten af ordene er hos tilhørerne. Vi mennesker er sådan indrettede, at hvis vi ikke ved hvorfor vi gør noget, så fungerer vi meget dårligt.
Derfor er det vigtigste man skal finde ind til, når man formidler mundtligt, hvorfor du siger det du siger. Hvis du ikke ved hvorfor du står foran publikum, så bliver du nervøs og al spontanitet og autenticitet forsvinder.

Syng så!

Syng så!
Muskler der ikke bliver brugt, bliver slappe og svage og deres mulighed for at bevæge begrænses.
Det samme gælder for stemmens muskler.
Hvis de ikke bruges, bliver de også slappe og deres mulighed for at bevæge sig indskrænkes.  Resultatet er en stemme, der mangler dynamik.
Når man synger bruger man stemmens muskler rigtig meget og det styrker dem.
I julen bevæger vi ikke resten af kroppen så meget, fordi vi sidder og hygger os med familie og venner. Men der er nogle muskler, vi kan bevæge og træne i gode venners lag hen over julen og det er stemmens.
Så min opfordring til alle er – syng gerne og meget, for det er fitness for stemmen.