Du kender det sikkert.
Du er midt i et oplæg eller en præsentation. Det kører. Publikum er med. Og så, bang, sker der pludselig noget uventet. En dør går op. Du mister tråden. Eller endnu værre, du begynder at lytte til din egen indre dommer, der hvisker: “Er det her godt nok?”
Pludselig føles det, som om du står udenfor dig selv og kigger på, i stedet for at være til stede.
Det er et klassisk øjeblik, hvor forbindelsen glipper. Ikke kun til publikum, til det du skal sige, men også til dig selv.
Men her er det vigtige: Du får ikke forbindelsen tilbage ved at spænde op, tale hurtigere eller skrue op for teknikken. Tværtimod.
Vejen tilbage går gennem nærvær. Gennem at rette din opmærksomhed væk fra dine egne tanker og din indre dommer. Tilbage til rummet og relationen. Til publikum og til det, I er sammen om.
Det er ikke noget, du skal lære udefra. Det handler om at genfinde noget, du allerede kan og har med dig, netop din evne til at være til stede, når det gælder.
Fokus skal flyttes fra det, der går galt, over på noget godt. Over på hvordan du kan genetablere tilstedeværelse i nuet. Ikke ved at gøre mere, men ved at være mere til stede.
For det er der, styrken ligger. I nærværet. I relationen. I det fælles nu.
Hvad sker der i dig, når noget ikke passer ind i det forventelige? Når noget bryder rytmen? Når øjet fanges af noget andet end det, du forventede?
Det er præcis sådan en forstyrrelse opleves, når vi står og taler, og noget uventet sker. Spørgsmålet er ikke, om det sker, men hvordan vi finder tilbage til nuet, når det sker.
Du er midt i et oplæg eller en præsentation. Det kører. Publikum er med. Og så, bang, sker der pludselig noget uventet. En dør går op. Du mister tråden. Eller endnu værre, du begynder at lytte til din egen indre dommer, der hvisker: “Er det her godt nok?”
Pludselig føles det, som om du står udenfor dig selv og kigger på, i stedet for at være til stede.
Det er et klassisk øjeblik, hvor forbindelsen glipper. Ikke kun til publikum, til det du skal sige, men også til dig selv.
Men her er det vigtige: Du får ikke forbindelsen tilbage ved at spænde op, tale hurtigere eller skrue op for teknikken. Tværtimod.
Vejen tilbage går gennem nærvær. Gennem at rette din opmærksomhed væk fra dine egne tanker og din indre dommer. Tilbage til rummet og relationen. Til publikum og til det, I er sammen om.
Det er ikke noget, du skal lære udefra. Det handler om at genfinde noget, du allerede kan og har med dig, netop din evne til at være til stede, når det gælder.
Fokus skal flyttes fra det, der går galt, over på noget godt. Over på hvordan du kan genetablere tilstedeværelse i nuet. Ikke ved at gøre mere, men ved at være mere til stede.
For det er der, styrken ligger. I nærværet. I relationen. I det fælles nu.
Hvad sker der i dig, når noget ikke passer ind i det forventelige? Når noget bryder rytmen? Når øjet fanges af noget andet end det, du forventede?
Det er præcis sådan en forstyrrelse opleves, når vi står og taler, og noget uventet sker. Spørgsmålet er ikke, om det sker, men hvordan vi finder tilbage til nuet, når det sker.
