Når vi taler, til et møde, i en præsentation eller på en scene, så er vi talere. Men hvad sker der, når vi holder en pause i talen – altså tier stille?
Pludselig er vi jo… ikke talere?
Og hvis pausen bliver for lang, kan det føles, som om der åbner sig en lem under os, og vi falder direkte ned i den store kommunikationsafgrund. Så vi klamrer os til ordene, fylder stilheden ud med øh og ord og undgår pauserne, som om de var farlige.
Men her er hemmeligheden: Pauser er også tale. De kommunikerer også – bare uden ord.
En velplaceret pause kan tale ved at:
• Understrege en pointe
• Give publikum tid til at følge med
• Skabe spænding og forventning
• Give dig tid til at tænke dig om
Pauser skal ikke være kunstige. De skal være naturlige.
Men hvordan inviterer du dig selv til at holde de pauser?
Da vi kom ind i denne verden, var der ingen af os, der lavede lyd bare for at lave lyd. Vores lyde, og senere vores tale, var vores måde at række ud og skabe kontakt med omverdenen på. Det er kommunikation: at gøre noget fælles. At vores lyd og ord har en effekt.
Når vi holder oplæg, taler til et møde eller præsenterer noget fagligt, glemmer vi ofte denne naturlige intention. Ordene bliver vigtigere end effekten af ordene.
Hvis dit oplæg handler om noget, der skal ske om tre uger, hvor er så det fælles nu? Effekten synes at ligge langt ude i fremtiden, ikke her og nu. Det svarer til at fortælle en vittighed, og at folk først griner om tre uger.
Når vi naturligt kommunikerer, søger og inviterer vi til en reaktion. Det sker ikke kun gennem ordene, men i høj grad via vores nonverbale kommunikation.
Det kender vi fra træning af hunde: Det er intentionen, der tæller. Du kan sige “sit” så meget du vil, men hvis dit kropssprog og din energi ikke stemmer overens, reagerer hunden ikke. Det samme gælder vores publikum. Du skal selvfølgelig ikke tænke på dine tilhørere som hunde. Det er bare et eksempel på, hvad en klar intention betyder for vores nonverbale kommunikation.
Tip: Fyld pausen med en intention – hold den ikke som en teknisk øvelse.
I stedet for at fokusere på, hvornår du skal holde en pause, så styrk dit hvorfor.
Skab plads til, at dine ord kan få lov at virke. Inviter til en åbenhed i rummet gennem din intention om at skabe følgeskab, hvor publikum kan reflektere. Når du retter din opmærksomhed mod forbindelsen i situationen via din intention om at invitere folk med dig, bliver pausen en naturlig forlængelse af din kommunikation. Det er ikke noget, du tvinger frem, men noget, du inviterer til.
Hvis du tvinger dig selv til at tælle til tre i en pause, arbejder du mod naturen. I stedet skal du arbejde med naturen gennem din intention.
Så næste gang du taler, så husk: Pauser er ikke farlige – de er din hemmelige superkraft.
