Mens jeg var talelærer på Det Kongelige Teater oplevede jeg under en af prøverne Jørgen Reenberg arbejde sammen med en yngre skuespiller på en scene. Den unge skuespiller skulle sige “jeg kommer igen i morgen” og gå ud ad døren.
Mens de prøvede kunne man se, at Jørgen Reenberg nogle gange agerede autentisk og levende på en helt unik måde i modsætning til andre gange, hvor det var kalkulerende og uden samspil med den unge skuespiller.
Pludselig stoppede Jørgen Reenberg prøven og sagde med en meget fast stemmen: “Nogle gange er du så god og nogle gange er du så dårlig og nu skal jeg fortælle dig, hvorfor du er god; når du går ud ad døren og siger “jeg kommer igen i morgen” så tænker du hele vejen på vej ud af døren “og hvad siger du til det? ”, når du er dårlig, så går du bare ud ad døren, ligeglad med min reaktion”.
Det var altså ikke selve ordene der blev sagt, som havde en effekt på om Jørgen Reenberg handlede autentisk eller ej. Det var den underliggende hensigt før ordene, i ordene og efter ordene. At ordene skulle have en effekt på den anden person.
Det fik mig til at tænke over, hvordan jeg kunne bruge dette i min undervisning. Hvordan kunne jeg omsætte denne oplevelse til en øvelse, som kunne illustrere, hvordan hensigten bag ordene kan være det bærende element gennem en formidling?
Jeg fandt frem til at hvis jeg bare holder fat i at mærke effekten af mine ord og tænker “og hvad siger du til det?”, så bliver mit kropssprog levende og min stemme fuld af kraft. Meget enkelt og meget effektfuldt.
