Folketingsvalget nærmer sig, og valgkampen er godt i gang. Som altid oversvømmes danskerne af politiske budskaber i medierne. Men budskaberne har ændret form: Der bliver i stigende grad appelleret til vores følelser i stedet for fornuft. Fordi det virker at vise hjerteblod og personligt engagement. Men det kan nemt koste troværdighed, hvis følelserne ikke er troværdige og i balance med budskaberne.
Folkeforfører eller manipulator
Et af de bedste eksempler på en politiker, der med stor succes appellerede til folkets følelser, er den tidligere britiske premierminister Tony Blair. Han var en sand mester i at gribe øjeblikket og fange folkestemningen. Næsten alle briter husker fortsat, hvordan han med stor indlevelse bevægede nationen efter prinsesse Dianas tragiske død. Senere har han selv erkendt, at han var en slags manipulator. Og den følelsesladede argumentation blev på sin vis også hans skæbne. Langsomt mistede den patosfyldte form sin gennemslagskraft. For med gentagelsen ender modtagerne til sidst med ikke helt at tro på følelsernes ægthed. Konsekvensen vil ofte være faldende troværdighed og popularitet. I stedet for at fremstå som den autentiske, menneskelige leder med stor autoritet blev Blair pludselig reduceret til en falsk parodi på sig selv.
Følelse som strategi
Eksemplet illustrerer, at når budskaber formidles med følelse og patos, er der stor risiko for, at troværdigheden, sagligheden og indholdet kommer under pres. I den kommende valgkamp vil det med stor sandsynlighed kunne blive et problem for mange politikere herhjemme. Er den radikale leder Morten Østergaard eksempelvis i stand til på troværdig vis at kommunikere de følelser, som partiet nu angiveligt satser på? Kan den konservative leder Søren Pape med indlevende patos forsvare sit partis generationskontrakt, når han for nylig nedprioriterede klimaet af strategiske grunde? Tror vi på, at det er ægte hjerteblod, når det er en bevidst strategi at vise følelser?
Budskaber i balancer
Man kunne nævne mange flere eksempler på politikere og partier, der gør patos til en strategi, og det kan som nævnt også være meget effektivt. Det skal blot være autentisk og i balance med budskaberne. Hvis modtagerne hører en falske tone, vil de instinktivt afkode afsenderen som falsk og tage afstand til det budskab, der bliver formidlet. Vi er nemlig rigtig gode til afkode, når form og indhold ikke passer sammen. De er som forbundne kar, hvor afsenderens intention former måden, det bliver leveret på. Vi mennesker har i mange årtusinder øvet os i at aflæse andres følelsesmæssige tilstand, og stemmeføringen og kropssprog afslører os. Når der er overensstemmelse mellem budskab og stemning, lytter vi til indholdet. Men hvis der ikke er overensstemmelse, fokuserer vi på det nonverbale. Vi køber den simpelthen ikke.
Vi oplever ofte det samme i klassisk opstillede valgdebatter. Den første politiker fremfører sit argument, hvorefter den næste indleder sit svar med at gentage den førstes budskab – ikke neutralt, men i en forvrænget form. Hensigten er naturligvis at latterliggøre modstanderens argumenter, person og troværdighed. Men den strategi har utilsigtede konsekvenser: modtagerne kommer til at opfatte hele debatten negativt.
Demokratisk fornuft
Og det er i stigende grad et problem. For det er nemmest at tale til folks frygt og vrede, da det er nogle af de tydeligste følelser, vi kan sende. Derfor satser flere og flere politikere ikke overraskende på netop det. Men metoden fjerner vores fokus fra selve indholdet i debatten og de forskellige argumenter, som ideelt set udgør grundlaget for vores stemmeafgivelse ved et folketingsvalg. Tendensen til at tale til vores følelser og ikke vores intellekt forfladiger således den demokratiske debat.
Vi kan og skal ikke udelukke følelser i debatter. Men vi bør forlange, at fornuft styrer følelserne og skaber den rette balance i argumentationen. Så pas på med den tillærte patos. Hvis man virkelig mener, hvad man siger, kommer følelserne naturligt og troværdigt frem. Og demokratiet lever først og fremmest af fornuft. Lad nu også det skinne igennem i valgkampen.
Af Flemming Mieth, direktør i Rostra Kommunikation rostrapr.com og Lisbeth Holdt Jørgensen.
