Det er så nemt at fortælle andre, hvad de burde gøre eller ikke gøre.
”Du skal tale langsommere, du skal åbne dig op overfor publikum eller husk at holde pauser.”
Det er dejligt ansvarsløst for mig at fortælle dig, hvad du skal gøre.
Jeg har et behov for, at du gør noget, så jeg har det godt og kan forstå dig. Derfor siger jeg, at det syntes jeg, du skal gøre. Det er mit behov.
Men hvad med dig? Hvad er dit behov? Hvad er dit udgangspunkt?
Flyt perspektiv
Hvis jeg skal gå fra at nøjes med at give gode råd, skal jeg finde en måde at styrke dig og give dig motivation til at forandre noget. Det er et stort skridt. Og det betyder, at jeg må tage ansvar på en helt anden måde og sætte mig ud over mig selv og se verden fra din synsvinkel. Jeg må sætte mig ind i dit behov, forstå hvorfor du reagerer, som du gør i den givne situation. Jeg må prøve at forstå, hvordan din personlighed, din krop og din hjerne fungerer. Jeg skal se ud over mine behov og prøve at forstå dine behov. Dit behov for at kunne mærke, hvad pauser kunne gøre for dig. Jeg skal bag om alle de gode råd og give dig midler, som kan styrke dig til at hvile i situationen.
Jeg har aldrig mødt nogen, som stillede sig op og holdt en præsentation og som inden havde besluttet sig for at gøre sit værste. Derimod tilstræber vi alle at gøre vores bedste. Derfor står jeg overfor en person, der gør sit bedste. Mine gode råd skal så ikke bare påpege, hvad jeg syntes, du kunne gøre bedre, men styrke din oplevelse af, hvad der er muligt og en vej til at nå derhen. Jeg skal styrke og udvide, hvad du oplever, som det bedste du kan gøre.
En reaktion på situationen
Grunden til at jeg kan mærke at jeg vil have dig til at ændre og blive bedre, skyldes ikke, at du gør noget forkert. Men at du reagerer på den situation, du befinder dig i og at den situation gør noget ved dig, som begrænser dig. Det kan være, at du for eksempel bliver nervøs ved situationen og det gør, at du måske kommer til at tale hurtigere, ikke holder pauser eller lukker dig af overfor dit publikum og mig. Din vejrtrækning bliver kort og ligger højt i brystkassen fordi mellemgulvet er spændt op pga. nervøsiteten. Kroppen reagerer netop på en ubehagelig situation ved at prøve på at få dig væk fra den. Den skynder på dig, så du hurtigere kan få det overstået. Alt dette er ikke noget du ønsker skal ske eller har forberedt skal ske, det sker bare som en fysisk og mental spontan reaktion på en uvant situation. Jeg kan mærke dit ubehag og det er ubehageligt for mig. Derfor beder jeg dig om at holde op med det, så jeg kan få det godt igen.
Der er bare det at gode råd preller af på dette. Du vil gerne og ved også godt, hvad du burde gøre men situationen tager dig. Du reagerer helt naturligt på situationen.
Mærke det selv
Derfor skal vi et spadestik dybere end bare at give gode råd.
Hvem er dommer over hvor hurtigt man kan tale? Det plejer at være mig blandt publikum. Men hvis du som taler, skal være afhængig af min eller vores dom over dit tempo, kan du ikke være tilstede i dit indhold og i dig selv. Du vil hele tiden prøve at forstå og ramme vores behov. Og helst uden hele tiden at være nød til at spørge os om hvordan det her tempo er nu og hvad med nu osv.
Nej det handler om, at du kan mærke om dit tempo er godt.
Så hvordan kan jeg hjælpe dig til at få lyst til at tale langsommere og vide hvornår det er tilpas tempo i det rum vi befinder os i? Hvordan kan jeg styrke dit eget behov for at holde pauser? Hvordan kan jeg hjælpe dig til at føle du har lyst til at åbne dig overfor publikum?
Jeg må tage ansvaret for at styrke dig og ikke bare fortælle dig, hvad du burde gøre anderledes.
Derfor mener jeg at al vejledning og undervisning i mundtlig kommunikation skal tage udgangspunkt i dig og dit behov og ikke mit. Der skal skabes en vej for dig, så du kommer til at hvile i situationen og være motiveret ved at tage ordet. For når du gør det, så kommunikerer du klart og tydeligt på din unikke måde.
Derfor kræver personlig udvikling personlig vejledning og ikke bare gode råd.
Du kan evt. læse Kasper Warmings indlæg på LinkedIn
