“Jeg vil ikke lyde som andre.”
Replikken faldt med en fast stemmeføring og et blik, der ikke var til at tage fejl af.
Jeg stod og skulle begynde undervisningen af en højt placeret offentlig person og vedkommende proklamerede højt og tydeligt: ”Man kan jo høre på andre, at de er trænede i at nu skal de gøre dette greb og nu et andet. Det vil jeg i hvert fald ikke!!!!!!!”
Godt!
Jeg havde i min planlægning virkelig lagt vægt på at have en ny og anderledes tilgang, så vi undgik at gøre det som ”alle de andre” gør. For hvis man ikke vil lyde som de andre, skal der jo andre midler til.
Vi gik i gang med at arbejde, men jeg nåede ikke særlig langt.
”Hvorfor skal jeg det? Hvad skal det gøre godt for? Det kan jeg da ikke gøre.”
Rigtig mange nej’er og absolut ingen lyst til at prøve noget af, for at se om det overhovedet virkede.
Det lykkedes ikke at komme igennem nej og afvisning, så jeg måtte gå med uforrettet sag. Indrømmet, ikke et af mine bedste øjeblikke.
Men hold da op hvor var det godt at jeg oplevede det. For jeg gik derfra med rigtig mange spørgsmål i mit hoved. Hvad var det i min måde at kommunikere på som var årsagen til at det gik skævt?
Måske fangede jeg bare vedkommende på en dårlig dag? Måske havde jeg selv en dårlig dag?
Nej det går ikke at bruge det som undskyldning. Hver dag er en dag, hvor jeg skal søge at yde mit bedste og møde mine kunder der, hvor de er. Lige meget hvordan deres dag er. Jeg skal skabe mening for dem. Det formåede jeg ikke den dag.
Pinefuld oplevelse
Den oplevelse vendte virkelig op og ned på det hele, hvor pinefuldt det end var.
Jeg har nu set på min måde at forklare effekten af mundtlig kommunikation og hvordan man kan træne det.
Og nu kan jeg forhåbentlig med overbevisning sige, at hvis du ikke vil lyde som de andre, så skal vi træne på en anden måde end alle de andre. Væk fra alle reglerne om, at sådan bør og skal du gøre det. Over til hvordan du skaber en ny standard, så vi ikke bare kopierer det de andre gør. Vi skal sætte standarden som de andre så kan kopiere, hvis de er dygtige nok.
Mit mål er netop at det er dig, der skal sætte standarden for, hvordan man præsenterer mundtligt, og at du ikke bliver en dårlig kopi. Det unikke kan man ikke diktere, det må opstå. For hvordan kan jeg vide, hvordan din unikke stemme lyder, hvis jeg træner dig efter et ideal, som jeg har besluttet mig for skal passe på dig og alle andre også?
Og derfor må vi gribe til en helt anden måde at træne. Og ikke forsøge at fikse alle symptomerne, men understøtte at du netop ér nærværende og klar.
Det skal være en måde, der underbygger de flygtige størrelser som autenticitet og nærvær. Vi skal glemme reglerne og gøre det der virker. Det gør vi ved at arbejde med et fysisk og mentalt nærvær, som understøtter dit nærvær i situationen og i relationen med andre mennesker. Og her kan det unikke nyskabende opstå.
Abstrakt? Måske ja. Det kræver at du går med på legen og mærker, hvad der opstår, i stedet for kun at tænke og gøre som man plejer. Vi må prøve os frem til, hvordan vi kan skabe unikke øjeblikke. Dem kan du ikke diktere, de skal inviteres frem.
Dertil har jeg udviklet mine undervisningsmidler.
Hvis du har lyst til at komme på et af mine kurser er der link her
Hvis du bor i Nordjylland så holder jeg kursus i Aalborg er der link her